Terapi
Psykologsamtaler kan bla bane vej for en klarere indsigt i de psykologiske mønstre og mekanismer man har med sig via opvækst, biologi/temperament og kulturelle påvirkninger. En bedre selvforståelse giver mulighed for at navigere på en ny måde i livet og skabe balancegang –både i samspil med andre og i forhold til sig selv.
Jeg har flere års erfaring som klinisk psykolog fra både privat praksis og psykiatrien og har altid været meget optaget af hvordan psykiske vanskeligheder kan forstås og hvordan de afhjælpes bedst. Det handler ikke kun om at slippe af med symptomer, men også om at kunne skabe fundament for livskvalitet med bevidsthed, mening og nærvær i livet.
Terapeutisk tager jeg udgangspunkt i Psykodynamisk tænkning samt en Neuroaffektiv forståelse af følelsesmæssige problemer. Jeg arbejder primært ud fra metoden Intensiv Psykodynamisk Korttidsterapi (ISTDP).
Mit udgangspunkt vil altid være at finde den tilgang til sagen som passer bedst til de problemområder der er i spil og som giver mest mening for den enkelte person. At føle sig mødt som menneske er essentielt for den gode samtale.
Når man har det svært, vil man ofte gerne have hurtig lindring. Nogle gange indtræffer bedring efter kortere tid, andre gange mere gradvist. Det kan tage tid at aflære gamle mønstre og vokse ind i nye. Er terapien nyttig skulle det dog gerne kunne mærkes at man er på rette spor efter få samtaler.
Et terapeutisk samtaleforløb kan både foregå over en kortere periode på eksempelvis 4-8 samtaler eller løbe over længere tid, hvis der er tale om mere dybdegående problematikker. Dette aftales altid individuelt.
